Seminar på Dragebjerg
Dragebjerg ligger helt ude på Arrenæs for enden af en grusvej. Her bliver man mødt af to store bygninger, en varm gul og en mørk blå. Her parkerer man bilen, og går mellem de to bygninger op til selve gården i de lyse træhuse. Til højre for hovedbygningen ligger et lyst indgangsparti af glasdøre, der fører ind til Freja salen, hvor alle seminarene bliver afholdt.
Om vinteren er der tændt op i brændeovnen og de bløde uldtæpper fra Nepal er lagt frem. Om sommeren er vinduerne åbne i de fleste glaspartier, der udgør salens to vægge, og man kan mærke den varme og friske sommerduft og høre fuglene i haven. Salen grænser op til en stor have, som der er frit udsyn til.
Fra salen fører en dør til venstre ind til et hyggeligt tekøkken med en rummelig lænestol og adgang til et toilet. Man befinder sig godt tilpas i den lyse, kvadratiske sal med hvidmalet loft til kip. Den er stor nok til at rumme ca. 40 mennesker til fx et foredrag, men også intim nok til mindre grupper på 8 personer.
Vi sidder i en rundkreds på stole og tager en indledende præsentationsrunde som optakt til dagen og etablere en grundlæggende kontakt mellem deltagere og undervisere. De fleste seminarer foregår på engelsk, i det vores gæstelærer oftest er fra udlandet.
Seminarene med fx både Kristin Rölli Park (Sarvanata seminarene) og Carol Fraser (The way behind the ways seminarene) rummer elementer af guidet indføring i øvelser på stolen og frit i rummet, berigende oplæg om temaet og fælles samtale og refleksion. Hvilke oplevelser opstår i os undervejs, hvilke tanker og associationer dukker op?
I pauserne er der altid vand, the og lidt sund økologisk snack, og der er mulighed for at gå ud i naturen og nyde haven. Til den fælles frokost serveres der et økologisk, vegetarisk let måltid, og der er sat en times tid af, så der er tid nok til at trække sig lidt tilbage i pausen, hvis man ønsker.
Nogle seminarer afsluttes samme eftermiddag mens de fleste fortsætter dagen efter. Der afrundes altid med en samtale i plenum, hvor vi samler op på alt det oplevede og finder frem til dagens eller weekendens essens!
Vel mødt, - vi glæder os til at have dig med!