"There is no wi-fi in the forest but we promise you will get a better connection".
Filosofien bag
Af Barbara K. Nielsen, Dragebjerg
​
Jeg har et stort ønske om at dele noget af den fred og de positive energier, vi oplever her på vores jord i Nordsjælland ved Arresøen. Der er efterhånden så få steder, hvor vi som mennesker kan være uforstyrret, og hvor vores kroppe kan falde til ro. En digital detox retreat skal give dig mulighed for at komme i kontakt med naturen og derigennem øge dit nærvær indad og udad til. Digital detox er et nyt fænomen, som er en modbevægelse til det moderne menneskes tilbøjelighed til at være online via digitale medier døgnet rundt.
Det er forholdsvist nyt for os mennesker, at vi altid kan være online, opdaterede og tilgængelige samtidig med, at der altid er nyhedsstreams, sociale medier etc. til rådighed uanset klokkeslet. Vores digitale medier fortæller os endda konstant, når der er opdateringer og nyheder, vi interesserer os for. Jeg mener, at der for mange mennesker kan være et behov for at blive mindet om, hvem vi er uden digitale medier, der har indflydelse på vores adfærd.
For mig er det vigtigt at forstå tilværelsen som en helhed. Er der en ubalance på et område, fx en digital overbelastning eller afhængighed, kan man lave tiltag på flere andre områder for at genskabe en balance gennem fx kost, bevægelse, nærende omgivelser og oplevelser, inspiration og meditation. På den måde er der mulighed for at etablere en ny og mere bevidst tilgang til sit digitale forbrug.
Jeg mener, at det er væsentligt at give sig selv, sit sind og sin krop den nødvendige ro og tid til at rekreere og til at reetablere vaner, som gavner en glad livsudfoldelse. Derfor er der plads til egen tid på mine retreats og ikke fokus på at erstatte en digital overstimulering med anden sanselig overstimulering. Tid til at være i naturen, læse i en bog, skrive nogle tanker ned, spise sundt og lækkert, sove dybt efter en lang gåtur og en meditativ afslutning af dagen.
​
Principper
-
Ingen digital teknologi
-
Ingen telefoner, internet, skærme osv.
-
Ingen networking
-
Ingen arbejdsrelateret snak
-
Ingen stress
Inkluderer
​​
-
Off-the-grid indkvartering
-
Daglig yoga og bevægelse
-
Guidede meditationer
-
Sund økologisk vegetarisk/vegansk mad
-
Gåture og naturkontakt
-
Individuel coaching
-
Inspirerende oplæg
-
Massage og afspænding
-
Mindfulness
-
Ro og stilhed
​
​​​Resultat
​
-
Øget nærvær og mindfulness
-
Redskaber til at forblive grounded
-
Forbedret søvn
-
Større evne til at fokusere
-
Mindre stress
-
Inspiration til at ændre handle- og tankemønstre
Jordforbindelse og nye vaner
Af Murat, tidligere deltager
Jeg havde glemt vigtigheden af at bevare jordforbindelsen, bogstavelig talt. En simpel teknik som ‘Earthing’ kunne løse dette for mig. Udover at have genopdaget jordforbindelse blev mit væsen stærkere på Dragebjergs fantastiske digitale detox, takket være de smukke omgivelser. Naturen er simpelthen så smuk på Dragebjerg. Jeg fik reduceret mine vaner og forbindelser til digitale enheder, der for det meste af tiden lånte min energi, uden at give tilbage. Naturen låner og giver meget mere tilbage. Naturen er simpelthen den bedste valuta at veksle med. Jeg fik erstattet mine digitale vaner på 4 dage med bedre søvn, tilstedeværenhed og appetit. Maden, som vi spiste under opholdet var så fantastisk. Min telefon fylder i dag meget mindre i mit hjerte og sind. Gid alle mine weekender kunne være sådan.
Af Ida, tidligere deltager
Før jeg tog til Dragebjerg troede jeg, at jeg var ligeglad med min mobiltelefon. Men efter en forlænget weekend med digital detox på fantastiske Dragebjerg har jeg opdaget noget nyt om mine vaner: Tidligere fik min mobiltelefon som regel dagens allerbedste minutter. Særligt morgenrutinen fra Dragebjerg har jeg taget med hjem. Hvor jeg før tjekkede min mobiltelefon (instagram, facebook, sms, email osv) som det første om morgenen, er jeg nu begyndt at tage mig tid til mere vigtige ting. Meditationerne og yoga solhilsen giver mig i dag en blid start på dagen, og morgenmaden nydes mindfult uden mobiltelefonens forstyrrelser. Faktisk er jeg nået så vidt, at jeg først slår flytilstand fra, når jeg når frem til arbejdet. Med disse små justeringer får jeg hver morgen tid til at samle min energi inden dagen ruller derudaf.
​