Spirer
En guide til at fremstille de lækreste, sprøde spirer hjemme i dit køkken!
Vi synes, at friske spirer er et elegant ekstra pift til salaten eller rugbrødsmaden til frokost! Og om vinteren elsker vi at trylle livskraft frem i vindueskarmen, når vi mangler det udenfor. På den her tid af året spirer de om kap med vintergækker og krokus, så de forstærker fornemmelsen af det spirende forår!
Det er heldigvis super nemt at lave selv, og man kan spire mange forskellige slags frø, linser og kerner. Her har vi anvendt mungbønner, som er klar på få dage.
Det er en rigtig god kilde til at få plantefibre, vitaminer, mineraler, enzymer, proteiner, antioxidanter, klorofyl. På den måde kan de støtte kroppens naturlige sundhed og balance. Man udnytter næringsstofferne langt bedre ved at spise frø, kerner og linser, der er friskt spirede, fremfor at tilberede dem med varme, i det de i spiret form er nemmere at fordøje.
Når du spirer dine frø, kerner og linser har du fuld adgang til den naturlige energi!
Du skal bruge:
En deciliter valgfri frø, linser eller kerner.
2 deciliter vand
Et tomt og rent syltetøjsglas
Et rent stykke ostelærred, viskestykke eller lignende i en størrelse, der dækker åbningen af glasset.
En elastik til at holde stoffet på plads
Gør sådan:
Lad frø, kerner, bønner eller kerner ligge i blød i syltetøjsglasset fra morgen til aften. Hæld derefter vandet fra om aftenen og stil det i vindueskarmen.
Næste morgen hælder du frisk vand over og sier det fra med det samme. Stil glasset i vindueskarmen hele dagen og skyl dem igen om aftenen. Gentag med at skylle spirerne morgen og aften indtil de er vokset 1-2 cm, hvor de er klar til at blive spist.
Når de er færdig spiret, opbevares de bedst i køleskabet med låg i 3-4 dage.
Velbekomme!